Der var 100.000 møbelkroner til foreninger
Rødekro: Y’s Men’s Club i Rødekro har igen i år uddelt 100.000 kroner. Heraf blev de fleste uddelt til otte lokale ungdomsorganisationer, som fik overskuddet fra klubbens møbelgenbrugsbutik i Rødekro, der trods coronanedlukninger har haft et pænt resultat.
- De fleste ansøgere er lokale spejdere og andre organisationer, der har ønsket støtte til mange gode projekter. Overskuddet fra vores møbelgenbrug fordeles således i overensstemmelse med vores formål ubeskåret til ungdomsarbejdet i det sønderjyske område, fortæller formanden for Rødekro Møbel Genbrug, Niels Lyster, i en pressemeddelelse.
Repræsentanter for foreningerne var forleden samlet i møbelgenbrugsbutikken, hvor de fik overrakt et bevis på det bevilligede beløb. De otte foreninger er: KFUM-spejderne Ensted, Felsted og Løjt, KFUM&K i Haderslev – Aabenraa, Lejrcentrene Philipsborg og FDF Mellerup Centret, FDF i Aabenraa kreds og KFUM soldaterhjem i Haderslev.
- Rødekro Møbel Genbrug og Y's Men's Clubben vil gerne takke alle, der har støttet butikken ved at give os møbler, ting og sager, som andre senere har købt og derved hjulpet os til at uddele det flotte resultat til de unge mennesker, siger Niels Lyster videre og gør opmærksom på, at butikken ikke blot modtager, men også afhenter møbler.